I mig

Jeg sov stort set ikke i nat. Natten til juleaften. Min krop er fyldt med spænding, frygt tror jeg. Ja, det er frygt, nærvøsitet. Jeg husker følelsen fra min barndom. Det er juleaften, en magisk aften, med magisk historier og en magisk følelse af kærlighed, og så selvfølgelig gaverne. Men det er ikke julen der har sat sig i mit bryst, det er følelsen af at mit liv omskabes omkring mig, at det ændres, intet er stabilt, og jeg ved ikke hvor det bevæger sig hen. Jeg er nøgen, slidt og bange. Mit skjold er næsten borte. Alt rammer mig. I går var jeg teateret med min mor og lillesøster. Brødrene Løvehjerte så vi, en af de magiske historier jeg har elsker så længe jeg husker. Vi var ikke mere end fem minutter inde i forestillingen, før jeg var nød til at fat om mig selv for ikke at komme til at sidde og hulke højlydt i salens mørke.

I virkeligheden passer det nok ikke at min nuværende tilstand af sårbarhed ikke har noget med julen at gøre, for julen er en tid, hvor jeg bliver mindet om de mennesker jeg holder af og som kære sig om mig. Jeg bliver altid glad for med hvilken åbenhed og forståelse jeg blive mødt af de mennesker jeg holder af, også dem jeg sjældent ser. Jeg ser i deres øjne en tiltro til mig, som jeg næsten ikke selv tør tro på.

Så nu juleaften ser jeg på mit liv i forandring med en knude brystet, og håber jeg har modet til at kaste mig ud i det.