I mig

Sent på natten. Jeg sidder i mit køkken med mit rod som selskab. Her er der kun en sti at gå ad. Der er kun en vej jeg kan vende blikket. Indad. En serie ruller over skærmen, så jeg kan se den istedet. Jeg går blandt opvasken, så jeg ikke fare vild i skoven i mit indre. Der er mørkt mellem træerne, de er nøgne og bladene dækker jorden. Jeg tror jeg engang fulgte en sti, men den er forsvundet, dækket, væk. I den skov er jeg alene, altid alene. Jeg troede at jeg ville blive bedre til af finde vej, at jeg kunne lære. Håbet om at skoven ville lysne og jeg kunne finde en sti har båret mig videre. Nu knytter det sig sammen til en knude i mit bryst, så tung at luften næsten bliver presset ud af mine lunger. Jeg er i tvivl om den største smerte er at have håbet og blevet skuffet, eller helt at slippe håbet.

Jeg ved ikke hvor længe jeg har stået stille i skoven, og kigget mig omkring uden bevægelse. Jeg fortæller mig selv at jeg skal tage et skridt mere, at jeg skal gå videre. Så flytter jeg mig i det mindste. Men fødderne flytter sig ikke, jeg tør ikke røre mig. Jeg kigger mellem træerne efter et lys der kan vise mig vej, men der er kun skygger. I det mindste kan knuden i mit bryst blive til tåre, der langsomt tørrer på mine kinder. Jeg drejer rundt på stedet. Jeg kan ikke længere huske hvordan jeg kom hertil. Jeg har ingen anelse om hvilken vej der har ført mig til dette mørke i skoven. Tilbage er forsvundet samen med frem, og jeg ved ikke engang hvor jeg startede, eller hvornår jeg forvildede mig ind i skoven. Det er tabt for mig, det giver ingen mening.

Jeg kender så mange fantastiske mennesker, der er så mange gode hjerter i mit liv, og jeg elsker dem alle. Men i skoven er der ingen, kun de nøgne træer er mit selskab. Jeg ved ikke hvordan jeg skal vise dem skoven, så jeg tør ikke håbe på et jeg en dag kan tage en i hånden og finde trykhed i at være faret vild sammen. Men jeg ved heller ikke hvordan jeg skal gøre det alene. Så jeg står stille og kigger mig rundt, uden at vide hvad jeg leder efter. Panikken over at være faret vild og frygten for at gå forkert holde mig fast, fryser mine fødder til jorden.