I mig

Jeg sov stort set ikke i nat. Natten til juleaften. Min krop er fyldt med spænding, frygt tror jeg. Ja, det er frygt, nærvøsitet. Jeg husker følelsen fra min barndom. Det er juleaften, en magisk aften, med magisk historier og en magisk følelse af kærlighed, og så selvfølgelig gaverne. Men det er ikke julen der har sat sig i mit bryst, det er følelsen af at mit liv omskabes omkring mig, at det ændres, intet er stabilt, og jeg ved ikke hvor det bevæger sig hen. Jeg er nøgen, slidt og bange. Mit skjold er næsten borte. Alt rammer mig. I går var jeg teateret med min mor og lillesøster. Brødrene Løvehjerte så vi, en af de magiske historier jeg har elsker så længe jeg husker. Vi var ikke mere end fem minutter inde i forestillingen, før jeg var nød til at fat om mig selv for ikke at komme til at sidde og hulke højlydt i salens mørke.

I virkeligheden passer det nok ikke at min nuværende tilstand af sårbarhed ikke har noget med julen at gøre, for julen er en tid, hvor jeg bliver mindet om de mennesker jeg holder af og som kære sig om mig. Jeg bliver altid glad for med hvilken åbenhed og forståelse jeg blive mødt af de mennesker jeg holder af, også dem jeg sjældent ser. Jeg ser i deres øjne en tiltro til mig, som jeg næsten ikke selv tør tro på.

Så nu juleaften ser jeg på mit liv i forandring med en knude brystet, og håber jeg har modet til at kaste mig ud i det.

Sent på natten. Jeg sidder i mit køkken med mit rod som selskab. Her er der kun en sti at gå ad. Der er kun en vej jeg kan vende blikket. Indad. En serie ruller over skærmen, så jeg kan se den istedet. Jeg går blandt opvasken, så jeg ikke fare vild i skoven i mit indre. Der er mørkt mellem træerne, de er nøgne og bladene dækker jorden. Jeg tror jeg engang fulgte en sti, men den er forsvundet, dækket, væk. I den skov er jeg alene, altid alene. Jeg troede at jeg ville blive bedre til af finde vej, at jeg kunne lære. Håbet om at skoven ville lysne og jeg kunne finde en sti har båret mig videre. Nu knytter det sig sammen til en knude i mit bryst, så tung at luften næsten bliver presset ud af mine lunger. Jeg er i tvivl om den største smerte er at have håbet og blevet skuffet, eller helt at slippe håbet.

Jeg ved ikke hvor længe jeg har stået stille i skoven, og kigget mig omkring uden bevægelse. Jeg fortæller mig selv at jeg skal tage et skridt mere, at jeg skal gå videre. Så flytter jeg mig i det mindste. Men fødderne flytter sig ikke, jeg tør ikke røre mig. Jeg kigger mellem træerne efter et lys der kan vise mig vej, men der er kun skygger. I det mindste kan knuden i mit bryst blive til tåre, der langsomt tørrer på mine kinder. Jeg drejer rundt på stedet. Jeg kan ikke længere huske hvordan jeg kom hertil. Jeg har ingen anelse om hvilken vej der har ført mig til dette mørke i skoven. Tilbage er forsvundet samen med frem, og jeg ved ikke engang hvor jeg startede, eller hvornår jeg forvildede mig ind i skoven. Det er tabt for mig, det giver ingen mening.

Jeg kender så mange fantastiske mennesker, der er så mange gode hjerter i mit liv, og jeg elsker dem alle. Men i skoven er der ingen, kun de nøgne træer er mit selskab. Jeg ved ikke hvordan jeg skal vise dem skoven, så jeg tør ikke håbe på et jeg en dag kan tage en i hånden og finde trykhed i at være faret vild sammen. Men jeg ved heller ikke hvordan jeg skal gøre det alene. Så jeg står stille og kigger mig rundt, uden at vide hvad jeg leder efter. Panikken over at være faret vild og frygten for at gå forkert holde mig fast, fryser mine fødder til jorden.